KARA/NOVEREN
INDUSTRI: AFFALDSHÅNDTERING
Lasermålesystem automatiserer håndteringen af affaldet hos KARA/NOVEREN.
Behov
Hos KARA/NOVEREN var der ønske om at automatisere kranstyringen, således at anlægget kunne køre uden bemanding. Puls Design A/S blev derfor kontaktet for at implementere et lasermålesystem, der kunne angive den højeste position af affaldet, således at kranen altid vil tage affaldet fra den højeste position til fødning af forbrændingsanlægget.
Løsning
Robust og præcist system
Direktør Sven Kallenbach fra Puls Design fortæller: ”Vi valgte at benytte infrarøde laserscannere, fordi de har mange fordele frem for traditionelle visionløsninger med kamera. Scannerne skulle installeres på et meget beskidt og støvet sted - derfor var det vigtigt at systemet var meget robust og ikke afhængig af den rigtige lyssætning. Med laserscanneren behøves ingen anden lyskilde end det infrarøde lys, som scanneren selv udsender. Laserscanneren måler dernæst den tid, det tager, for lyset at blive reflekteret fra en overflade og komme tilbage til scanneren igen. Den åbenlyse fordel ved dette system er, at vi får en fuld 3D-scanning med højdeangivelse i stedet for kun at få et 2D billede. Dette giver os meget præcise informationer om hvor affaldsbunken er højest – positionen bliver herefter sendt videre til kransystemet, som henter affaldet fra den rigtige position.”
Der er monteret to laserscannere på selve kranen, der bevæger sig i et X/Y-koordinat-system over affaldet. Måledata fra laserscanneren bliver opsamlet i en evaluerings-enhed, hvor de bliver behandlet for at danne 3D-billedet. Evalueringsenheden bruges samtidig med at kommunikere med kundens system.
Store fordele
Fordelene på KARA/NOVERENs forbrændingsanlæg er nu, at systemet kører fuldautomatisk, så der ikke behøver at sidde en mand og betjene kranen i døgndrift. Dette har givet en meget stabil håndtering samt en stor besparelse i form af mandskab.
Der er nu installeret de samme systemer på flere forskellige forbrændingsanlæg i Danmark.
Af Peter de Neergaard




